Bronzestøbning

Bronzeskulpturerne udføres sandstøbt bronze. En sandform bliver kun anvendt én gang. Hver enkel figur bliver skåret fri af indløb, slebet indfarvet, poleret og vokset. Der vil derfor aldrig være to figurer, der er helt ens.

Sandstøbning foregår ved, at man laver et aftryk af modellen halvt ned i en metalramme med sand. Herefter bliver en anden metalramme lagt over og giver et aftryk af den anden halvdel. De to rammer skilles og modellen tages ud. Når man samler rammerne igen, vil der være et hulrum i midten, hvor modellen lå.

Inden rammerne samles, bliver der skåret en rille i sandet fra aftrykket til et hul i kanten af rammen. Denne rille kaldes et indløb. Når rammerne med sand er samlet, kan den 1300 grader varme bronze hældes gennem hullet i rammen, ud i indløbet og ind i hulrummet og danne den afstøbte figur.

Modellerne, der danner basis for skulpturerne, bliver for det meste fremstillet i modellervoks. Voksen er for blød til at kunne bruges direkte til aftryk og bliver derfor smurt ind i en speciel lim, der gør voksen hård. Modellerne bliver også fremstillet i andre materialer som f. eks. flamingo, træ, keramik og metal, men altid i en kombination med voks. Vi udfører også modelarbejde efter bestilling.

Færdiggørelsen af skulpturerne: Indløbene bliver skåret fra og grater og urenheder bliver filet eller slebet af, da støbningen ikke efterlader en perfekt figur. Indfarvning er en svær proces. De sorte og mørke farver får man ved opvarmning af figuren, som bliver penslet med en svovlleveropløsning under opvarmning.

Man skal ramme en nøjagtig temperatur, når påføringen sker, ellers vil farven ikke binde. Den grønne indfarvning foregår på samme måde, men med en kobbernitratopløsning. Samtidig skal figuren opvarmes betydeligt mere og det er sværere at ramme den rigtige temperatur.

Comments are closed